Glencairn-glasset — whiskyglasset der blev standard

Glencairn-glasset blev designet i Skotland i begyndelsen af 2000’erne og har på under to årtier gjort noget nærmest umuligt: det er blevet den fælles standard i en branche, der ellers ikke kan blive enige om ret meget. I dag står det på stort set hvert eneste destilleri i Skotland — whiskyverdenens svar på, at alle pludselig gik med de samme sko.

Hvorfor virker formen?

Fordi den løser to opgaver på én gang. Den brede bund giver plads til at swirle whiskyen, så aromastofferne frigives, og den smalle top samler dem, så de når din næse i stedet for at forsvinde ud i lokalet. Det er den samme grundidé som i et vinglas, bare skaleret til en spiritus med tre gange så meget alkohol.

Den korte, tykke stilk er et bevidst kompromis: den holder en del af håndvarmen væk uden at gøre glasset skrøbeligt. Et Glencairn tåler at blive brugt.

Hvornår skal du vælge noget andet?

Skal du sidde længe med en meget stærk whisky, er en copita med lang stilk endnu bedre — den holder hånden helt væk fra væsken. Og skal du have is i, hører det hjemme i en tumbler; der er ikke plads til isterninger i et Glencairn.

Hvor mange skal du købe?

Mindst to. Den hurtigste måde at lære sin egen smag at kende er at stille to whiskyer ved siden af hinanden og skifte mellem dem. Med ét glas smager du på hukommelsen; med to smager du på forskellen.

Skal det vaskes i opvaskemaskine?

Helst ikke. Opvaskemiddel efterlader en hinde, der kan give en sæbeagtig duft — og den ødelægger hele pointen med at bruge et nosingglas. Skyl i varmt vand uden sæbe, og lad det lufttørre med bunden opad.